Udskriv

Modeljernbaneudstillingen i Fredericia 2007

 

IMG 0655x

Årets DMJU-messe fandt sted i Fredericia Idrætscenter i weekenden 6. - 7. oktober 2007, og jeg og ligesindede fra Esbjerg var på besøg om lørdagen.

Mange andre af de sædvanlige var også til messe, bl.a. Martin Wilde fra Togfløjten, og så var der klubfolk fra de fleste klubber inden for DMJU, så der var lejlighed til gensyn og en god snak undervejs rundt i hallen.

IMG 0647x

Alle detaljer blev gransket. Her er det delegationen fra Ribe Modelbane Klub, som er tæt på modellerne.

Jeg var naturligvis især på udkig efter nyheder i skala-N, men der var heldigvis også mange andre ting at kigge på.

"Heldigvis" fordi der var ret langt mellem nyhederne i min foretrukne skala.

IMG 0623x

Lars Weidich, Togdillen, stod veloplagt på sin stand og kunne fremvise en stor del af sit sortiment i skala-N, herunder overdelene til litra MR.

IMG 0625x

Overdelene var umalede og lige fra støbeformen, de færdige modeller må vente til senere. Lars håber at have dem klar til Hobbymessen i Valby 3.- 4. november.

IMG 0616x

Hobbytrade havde især H0 med og viste prototypen til D-maskinen frem. Lokomotivet er nu i produktion og er næsten sikkert i handelen før jul.  Et flot lokomotiv.

Også Eh-vognene var med, bl.a. to meget flot patinerede udgaver, og der blev snakket og drøftet og kørt med D-maskinen med lyd på på en lille demonstrationsbane.

På skala-N siden er Hobbytrade ved at projektere O-vognen. Projektet er ikke igang endnu, da Hobbytrade har måttet finde en anden fabrik til det, da den sædvanlige producent ikke havde know-how i den lille skala.

Det skulle nu være klaret, og der går forhåbentlig ikke så længe, før vognen er i handelen, uden at man dog ville give noget tidspunkt. Næste skala-N projekt bliver antagelig endnu en vogn, denne gang dansk, og så vil man endeligt beslutte, om der skal laves et lokomotiv, det bliver i såfald Mz.

Jeg forsøgte at lokke Hobby Trade til at lave D-maskinen i skala-N, og Karsten var vist fristet, men det bliver ikke et af de første produkter, mente han.

IMG 0618x

På hylden havde Hobbytrade de nye lokomotiver og vogne fra Arnold.

KM-text var med og kunne udlevere nogle længe savnede litreringer til brug i klubben i Esbjerg. Klaus Kongsted havde også litreringer i skala-N og kunne berette, at der er stigende efterspørgsel i denne skala, bl.a. til B-vogne efter byggeartiklerne her på skala.n.dk.

IMG 0635x

Tikøb viste sin nye R-maskine og solgte løs af det ikke helt billige byggesæt. Prisen er åbenbart ingen hindring for de garvede.

IMG 0629x

Heljan viste prototyperne til E-maskinen og også den flotte My i skala 0, både i vinrød og design. Odense Modelbane klub som havde et stort skala-0 anlæg med, havde MY-en kørende, og folkene der kunne fortælle, at den kører som en drøm.

IMG 0660x

Epoke Modeller viste alle de finurlige småting til banen frem i en pyramide, der var telefonbokse, cykler, motorcykler,

og på standen var også master til stangrække og "telefontråde" langs banen, samt den nye drejeskive og de flotte huse, som Epoke laver i laserskåret pap.

Til skala-N havde Epoke et lille ætsark med cykler, og Per var med på meget mere til skala-N. Først da min ledsager foreslog et sæt svaler til at sætte på telefontrådene, måtte Per melde pas.

IMG 0668x

Tilligs My i skala TT.

Skala TT er ved at vinde indpas efter mange år i dvale. Din & Min Hobby/Trinbrættet, København kunne fortælle, at TT er oppe på 26 % af markedet i Tyskland og kunne stolt fremvise den nye My i skala TT, som nu er kommet og henviste til Dansk TT-klubs anlæg lige ved siden af, hvor modellen kørte rundt.

Der er også kommet nye danske vogne, og importøren er ved at undersøge mulighederne for et startsæt med dansk materiel.

Der var flere modulanlæg opstillet fra bl.a.Sydvestjysk Modelbane Klub og Modulsammenslutningen KVM, og der blev kørt med meget forskelligt materiel,

IMG 0633x

Her runder et Ma-lyntog et hjørne

og der var flere fine detaljer på modulerne.

IMG 0637x

Her et par signaler på en landstation,

IMG 0646x

og her et område med skovdrift. God detalje.

IMG 0627x

Der blev solgt modeltog i store mængder fra de mange salgsstande, der alle havde "messetilbud", og folk slæbte af med alt fra store startsæt til den der lille dims, "jeg lige stod og manglede".

Lad os håbe, at der er mere til skala-N næste år.