Udskriv

Hobbymessen marts 2012

olsen1

Det gule palæ lynskudt fra S-toget.

Så blev det tid til hobbymesse igen, så jeg drog til Valby for at se hvad der rørte sig. Af sted med morgenlynet, over i et S-tog og rundt om Det gule Palæ til Ny Ellebjerg.

Der er sket meget, ikke kun med palæet, som kraftigt trænger til renovering - hr. Gotfredsen ville græmme sig - men også med området omkring, idet de gamle godsspor stort set alle er hevet op, og der er ved at blive lagt nye fjernbanespor.

ellebjerg4

De nye fjernspor set fra Ny Ellebjerg. Katos N-spor ligner egentlig virkeligheden meget godt...

Det hele mødes under Ny Ellebjerg Station, hvor jeg stod af for at trave de sidste meter til Valbyhallen. Billet 100 kr., men de fleste havde nok printet en rabatbillet og kunne nøjes med 75 kr.

Denne gang var det en søndagstur, så det var for en gangs skyld andendagen på messen. Lars Weidich fra Togdillen fortalte, at der lørdag havde været over 3000 besøgende. Søndag var der ikke helt så mange, så vidt jeg kunne skønne, og da messen lukkede allerede kl. 16, tyndede det ud i publikum fra først på eftermiddagen.

Men der var mange mennesker og de var som altid i godt humør - og også købelystne, hvis man kan vurdere det på antallet af bæreposer.

Lars fortalte, at der er ved at komme lidt mere liv i tingene, folk er mere positive og køber også mere.

Nogle af de andre forhandlere jeg talte med, var enige, men påpegede, at købelysten faldt mere på lidt mindre og billigere ting, de dyre varer blev ofte stående.

Som sædvanlig var der alt hvad hjertet kunne begære af legetøj og hobbyartikler og der var mange stande, kørende kæmpelastbiler, flyvende minihelikoptere, gravkøer, racerbaner, dukker, modelskibe, en slikbod, værktøj, blinkende lamper, maleudstyr og meget andet, samt de obligatoriske "sønderjyske grillmedister" fra grillmanden lige udenfor vinduet, denne gang suppleret med kartoffelsalat og chilifrankfurter, der dog slap op. (35 kr for een medister med brød, han strammer den lidt!).

monsterbil2

På en stand ved døren, "Storkøbenhavns Kravlere", kravlede en monsterbil rundt på en bane. Chaufføren forstod at bruge fjernbetjeningen. Imponerende så det ud.

Ved stort bord midt hallen sad fire mænd fra Dansk FigurSpils Forening og kiggede på nogle små sejlskibe.

sejlskibstor

De stolte fregatter i røg og damp... klikbart billede.

En af dem slog med nogle terninger og flyttede et af skibene 3,5 cm fremad (målt nøjagtigt ud med målebånd) og drejede det en anelse. En af de andre deltagere i spillet - for det var åbenbart et spil, der hed "Heart of Oak" - mente at skibet måtte dreje 23 grader - alle tjekkede nogle skemaer og tabeller og var enige. Så skulle modparten slå, og han kunne efter tabellen afgive en salve på ti skud (han havde 20 kanoner), igen et kig i tabellen, skibets vinkel blev målt med en vinkelmåler, hvorefter de fastslog, at han havde fire træffere.

Det beskrevne forløb tog fem-seks minutter, og det stod ikke lysende klart for tilskuerne, hvad der foregik, der var ingen ophidselse eller tegn på energisk deltagelse at spore hos de fire, men de har givetvis haft det sjovt, for de fortsatte hele dagen.

slagmark1

Ærens mark

Ved bordet ved siden af var det en slagmark med to opstillede hære. Også her slag med terningen og fremrykning af en gruppe soldater fastlagt med målepind, afgivelse af skud osv. Jeg blev enig med en af de andre omkringstående om, at de nok så på modeltogsfolk som tåber, der spildte tiden.

Blandt de mere spændende nyheder var en lille cnc-fræser fra Modelskibet.dk - "en verdensnyhed" kaldte de det selv. Det er en 3D-fræser fra Roland imodela, som er meget nem at betjene.

cnc1

Fræseren kørte lystigt hele dagen

Den sættes til en computer via USB, alle nødvendige styreprogrammer følger med, og så er det bare at lave en tegning f.eks. i SketchUp, og så fræser den bare derudad.

cncstor

Her fræser den i åben tilstand, så man kan se "indmaden". Klikbart billede.

I forhold til Step-4 som er det, jeg tidligere har set på markedet, så det meget nemt ud. Og så koster den kun en brøkdel. Den kan så heller ikke tage helt store emner, men kan altså fræse i 3D (med et ekstra tilbehør) og ned til 1/100 mm.

Og så var der selvfølgelig modeltog i alle størrelser, og der var kørsel hele dagen med røg, damp og motorlarm.

Gforening2

Flotte vogne fra Dansk *G* Modelbane Forening

Store anlæg i spor 1 og G,

spor1stor

2x BR 50 klar til afgang hos "Togklubben 1/32". Klikbart billede

3modul.dk med et 3-skinne modulanlæg

3modul

Lokalgodstog hos 3Modul.dk

og foreningen Toget med et H0 2-skinne ditto,

modul-toget1

Trængsel på sporene hos modulforeningen Toget

et lille spor Z anlæg med intensiv togdrift.

zbanestor

Der var 3 tog i fart på Z-sporene hos Togcenter Gentofte

heljan1

Heljans stand med nyhederne

Heljan annoncerede årets to nyheder, en H-maskine af serie 2, og en DSB rutebil, H0 altså.

Hobbytrade stod på udstillerlisten, men jeg så dem ikke. Ellers var de der alle sammen, Togcenter Gentofte, Tåstrup Togkælder, Felderbanen, Finn Lekbo, Tims Floorball, Nettog.dk, Epoke Modeller, Tog og Tekno, Hobbystalden.

Der var messetilbud overalt, billige vogne og lokomotiver, Märklin til absolutte bundpriser, og N, hvor de seneste vogne fra Fleischmann blev falbudt til spotpris, og Katos vinrøde My nærmest blev smidt i nakken på folk visse steder. Der var over 350 kr. i forskel på højeste og laveste pris!

Nippon Model Railroad Society viste en flot sporvognsbane.

nippon1

Kato sporvogne i japansk bymiljø

Hobbytrades ting kunne ses hos andre udstillere, bl.a. viste Finn Lekbo en prototype af F-maskinen.

Per fra Epoke Modeller fortalte, at der ved at komme lidt gang i salget, især til udlandet, idet Epoke Modeller har oplevet en god stigning i eksporten. Blandt andet går der en del husbyggesæt i TT til Østeuropa. Per var forsigtig optimist. Der kommer også huse i skala N.

John fra Tog og Tekno var nogenlunde tilfreds med messens forløb – det kan jo altid være bedre. T&T har jo tidligere lavet ting i N, så jeg spurgte lige, om der var noget på vej. Men det er der ikke umiddelbart, fortalte John. Han har nogle N-ideer, men de ligger til bedre tider.

felderstor

BR 185 håndbygget i N. Klikbart billede.

Jan fra Felderbanen kunne fremvise nogle flotte håndbyggede lokomotiver BR 185 i skala N, og de var dyre! I hvert fald til daglig, men her var de sat kraftigt ned - næsten til det halve. Flotte modeller, som leveres i en solid trækasse.

witzel1

Witzels diorama med Ebeltoft Brandstation til venstre, en transformator fra Viborg og et nordjysk ishus i midten, og "Kærgaarden" fra Slimminge ved Ringsted til højre.

Witzel hobby viste et lille diorama med huse bygget af laserbyggesæt, og der var en del huse i N. Mange af husene har virkelige forbilleder.

nstudier1

Udvalget studeres grundigt.

Der var i det hele taget meget til salg i skala N, og der blev solgt meget, selv om en af forhandlerne sagde, at det var ærgerligt, at Nmodulgruppen ikke var der med N-anlægget, for det plejede at hjælpe på salget.

Togdillen havde hele arsenalet med, byggesæt, bøger og blade, modeltog i bunker, nyt og brugt og der var meget N.

dillen

Lars Weidich med kunder ved N-standen

En af årets nyheder fra dillen - i H0 - er husene fra Matadorserien. Husene laves i resin og er næsten færdige. Selve huset, gulve og vægge/mure støbes i et stykke, så man skal kun sætte taget på og male. Det første hus, Skjerns Magasin før ombygningen er i produktion.

dillehus

Lars kunne fremvise to gode nyheder i skala N (det var også nyheder i H0):

sporvognstor

Ommalet "Dansk" sporvogn. Klikbart Billede.

Den ene var en flot sporvogn i danske farver, motorvogn og bivogn med autentiske reklamer på siderne.Vognen er uden noget dansk forbillede, da det er en ommalet udenlandsk model fra Kato, men den er lige til at sætte på sporet og skabe liv i bymiljøet. Sporvognsskinnerne laver Kato jo selv.

dillesignal

Den anden var færdige signaler lige til at sætte på anlægget. Det er færdigbyggede udgaver af de signaler, som Togdillen har haft til salg i mange år, og der er en udgave til epoke 3 og en til epoke 4-5.

forsignal

Forsignal i N - selvom der står H0 på sedlen

Ellers venter vi stadig på flere af de tidligere annoncerede nyheder. I montren stod stadig (kun) prototyper på overdele til S- og O-maskinerne og S- og Y-tog. "De kommer når de kommer, vi må lave tingene efterhånden, som vi har kapacitet til det", fortalte Lars.

Nå, kl. 16 lukkede messen, så jeg drog hjemad mod Vestjylland igen. Lidt kom der med til samlingen, et par brugte vogne fra Felderbanen – en vogn kan man jo altid bruge – og en håndfuld signaler fra Dillen.

I toget hjemad sad jeg overfor "Camilla", som - via mobilen og uden at tage sig af, at kupeen fulgte med - ivrigt drøftede med kæresten, (som hed "Søde Skat") eller nok nærmere dikterede ham muligheden for at flytte i lejlighed sammen, nu da hun (og han?) snart bliver 18. Hun var ved at tage en uddannelse og han skulle lige finde et job - ellers skulle hun nok finde et til ham - og pengene til indskuddet kunne hun nok låne af mormor, (bare mormor ikke ville stille som betingelse, at hun skulle holde op med at ryge).

Problemer? ikke når man er ung og har fremtiden foran sig.

Vi andre har næste messe foran os. Der er Hobbymesse igen i november.