Udskriv

Hobbymessen i Valby maj 2011

 

Så blev det tid til forårets udgave af Hobbymessen 2011 i Valbyhallen, og jeg tog derfor en tur til hovedstaden for at se, hvad der rørte sig.

Turen over foregik som altid med De Skandaleramte Baner. Jeg havde sneget mig ind på ”Første”, da jeg kunne købe en billig tillægsbillet med adgang til rundstykke og fri kaffe, og det var helt fint, eftersom togpersonalets computer var ”helt i sort”, så de opgav at opkræve tillægget.

Turen forløb planmæssigt, bortset fra at vi fik et ophold i Ringsted, da en passager var blevet syg og skulle over i en ambulance. Dette blev oplyst i toget, da vi var på vej ind til Ringsted, så alle var forberedte. Det vil sige næsten alle. Falck skulle tilsyneladende først have indkøbt en ambulance til formålet, for der gik 25 minutter, før de dukkede op. Havde det været noget alvorligt, var manden givetvis død for længst, men heldigvis var alt under kontrol, kunne togføreren berolige os med, da vi langt om længe luntede af sted fra Ringsted.

Vel fremme ved Valbyhallen blev jeg indenfor modtaget af en ganske nydelig og venlig dame, som bad mig udfylde et spørgeskema, så jeg kunne deltage i lodtrækningen om et gavekort på 2.000 kr. Hvem vil ikke gerne vinde sådan et? Jeg udfyldte skemaet og svarede de mange spørgsmål og lagde det i kassen. Jeg vinder nok ikke, men mon ikke jeg i den kommende tid får en mail eller to med gode tilbud om mobiltelefoni eller hvad det nu var.

Og så ind og se på udstillingen.  Er det nu ikke bare det samme som sidst? 

harry

Harry havde Solveig med på Brandhøjbanens stand.

Hobbymessen er en blandet udstillings- og salgsmesse. Her er klubanlæg og forhandlere, både private og professionelle, her præsenteres vareudbuddet og nyheder annonceres. Der må gerne være en masse nyt, men helst også de gamle kendinge, både klubber og handlende, så vi kan få en snak.

Jeg talte med en del forhandlere/udstillere og det gennemgående tema var, at der ikke var så mange søgende som tidligere.

Enkelte var lidt skuffede, men andre som Helle hos Felderbanen mente at det gav bedre kontakt med kunderne, at der ikke hele tiden var ”pres på” og der kunne snakkes lidt mere om tingene. Salget er nok vigtigt, men kundekontakten er det primære, sagde Helle, som tidligere har givet udtryk for det samme.

John Olsen, Tog og Tekno, mente at der havde været et jævnt besøg på standen hele dagen og det generelt set gik udmærket.

Per fra Epoke-Modeller sagde, at aktivitetsniveauet var klart lavere end på DMJU-messen i Køge, men også han mente, at det gik fornuftigt.

dillestand2

Lars Weidich underholder et par kunder ind imellem alt det andet

Togdillen er arrangør og Lars Weidich fór rundt i hallen og var alle steder på samme tid, snart ved den ene stand, snart den anden og ind i mellem i højttaleren for at annoncere, at der nu blev udtrukket en vinder på nummer….  Der var dog tid nok til, at jeg kunne få en audiens og snakke lidt.

Lars mente, at der var et fornuftigt fremmøde, men var enig i, at der godt kunne være flere mennesker. Her kunne det gode vejr spille en rolle.

 Messen i år ligger jo lidt senere, end den plejer. Når det er godt vejr, kan det nok godt være sværere at ”slippe af sted hjemmefra”. Hos nogen kalder haven, andre skal ud en tur med familien, som måske ikke har en hobbymesse som første prioritet, og så kommer der ikke så mange. Siler regnen ned, er det lidt nemmere.

Lars ville ikke afvise, at det kunne have en betydning, at DMJU havde holdt udstilling i Køge for en måneds tid siden, men mente at de to udstillinger var så forskellige, at man ikke bare havde set det hele ved at besøge en af dem. Der var naturligvis en overlapning, men Lars lagde vægt på, at der her på messen var udstillere fra så mange hobbyarter som muligt og at der var en fornyelse. Der er i år 60 udstillere. 19 udstillere havde meldt fra denne gang, til gengæld var der kommet 29 nye, så Lars var tilfreds med konceptet.

Jeg spurgte, om det ikke mest var de sædvanlige ”nørder” der kom og kiggede, men Lars kunne fortælle, at det helt afhænger af dagen. Søndag er det en helt anden messe med et helt andet publikum, her kommer konerne og barnevognene, det er mere familiedag. Det er vigtigt med denne spredning, så folk kan se andre ting end lige det, der aktuelt interesserer dem, og Lars vil næste gang prøve at have mere for pigerne, så de er nemmere at lokke med.

Jeg spurgte, om det ikke vil betyde at salget falder. Man kunne jo nok godt forestille sig, at farmand ikke kan/tør købe helt så meget, når mor står ved siden af. Lars sagde med et grin, at det ikke kunne udelukkes, men at han var sikker på, at folk nok fik købt det, de ville have sådan i det lange løb, så det var næppe afgørende.

”Se der”, sagde Lars og pegede på en nok ca. 14-årig dreng på vej af hallen med sin far og et stort Märklinstartsæt.  ”Det er det, messen handler om. Vi skal skabe interesse hos de nye generationer, ikke kun for at sælge noget, selv om det naturligvis er ret vigtigt for forhandlerne, men også for at medvirke til, at folk får sunde interesser, som er langtidsholdbare og kan give gode timer. Derfor et det vigtigt, at messen har et stort udbud af forskellige hobbies, så der er noget at se på for alle”.

biler

Der var biler i alle størrelser og fabrikater.

Og der var noget for alle, perler, dukker, personbiler, lastbiler, skibe, gravkøer, smykker, frimærker, dioramabyggeri, spil og en masse mere.

toysoldiers

Panservognene læsses på toget. Klikbart billede.

Der var hos Toysoldiers nogle flotte dioramaer fra 2. verdenskrig med soldater, kampvogne m.m., og et sted sad to og spillede et krigsspil med figurer og terninger på nogle sekskantede spilleplader, jeg nåede ikke helt at fatte reglerne, men de to gik vældig op i det, så det har nok været sjovt.

Jeg så mest på tog, og også her var der alt, hvad hjertet kunne begære.

Store modulanlæg i H0 og spor 1, Et par vogne fra ”Brandhøjbanen”, som arbejder i de store sporvidder, og et modulanlæg i skala N.

1-32

Togklubben 1:32's store rundkreds.

De "sædvanlige" forhandlere var på plads, Heljan, Hobbytrade, Epoke Modeller, Tog & Tekno, Togcenter Gentofte, OKT og mange andre, og så selvfølgelig værten selv, Togdillen med sin koncern, som fyldte rigtig meget i hallen med alt, hvad hjertet kunne begære af modeltog, dimser, stumper, bøger og blade samt bjerge af Heljan byggesæt til ”ingen penge”.

dillestand1

En del af togdillens stand

Der var naturligvis en masse til salg, mest i H0, men der var en hel del skala-N rundt omkring, og der så ud til at være interesse for det. Der var generelt pænt med folk ved standene og der blev slæbt rundt på posevis af nyindkøbte sager.

f-maskinen

Hobbytrades F-maskine. Klikbart billede.

Hobbytrade viste prøvestøbningen på F-maskinen, som snart ventes i handelen.

heljan1

Heljans restaurantvogne. Klikbart billede.

Heljan viste skinnebusser og bl.a. de nye restaurantvogne og annoncerede på messen den næste nyhed, personvogne litra BL, en ”moderne” personvogn fra sidst i halvtredserne.

På Witzel Hobbys stand kunne man gratis prøve at samle et hus, hvilket flere gjorde.

lego1

Også et Legoanlæg var der blevet plads til.

niceled

Niceled viste dioderne frem. Det så bedre ud, end billedet kan vise.

Firmaet ”Niceled” viste, hvor meget lysdioder kan bruges til, både i tog og på anlægget i øvrigt, selv cykellygter i H0 var der på standen.

mkb-villa

Villa med butik fra MKB Modelle.

Togcenter Gentofte viste en del byggesæt til huse i H0 fra MKB Modelle, bl.a. denne flotte villa, og så de mange signaler i H0. "Er du nu der igen" sagde de, da jeg spurgte til signaler i N..

dillestand3

De mange N-modeller stod i montren. KIikbart billede.

Det var også godt besøgt hos Togdillen. Lars Weidich fortalte, at der er et fornuftigt salg af skala-N overdele, og at salget af signaler, både byggesæt og færdige går glimrende. De er så billige, at folk kan være med, selv om der skal mange på anlægget.

ytog1

ytog2

Togdillens Y-tog i H0, solo og som trevognssæt.

På Togdillens stand kørte Y-toget rundt i H0 som færdig model, og Lars fremviste overdelene til Y-toget i N.

y-tog-n

De rå overdele til Y-toget.

Sidste år kunne vi se masteren hertil, men nu er de støbte og i handelen, og der kommer færdige modeller i handelen inden alt for længe, lovede Lars. Der kommer også KS-sporvogne i den kommende tid. S-toget og damplokomotiverne kan fås som overdele, men MK-FK togsættet er endnu ikke færdigproduceret.

lemash

Lemash godsvogn fra Togdillen.

Togdillen har lavet tre lilla fantasivogne med reklame for Valash og Lemash. De har intet forbillede, men har solgt rigtig godt. Så det her med, at det skal ligne virkeligheden, gælder ikke altid.

nmodul1

Et af de flotte N-moduler

Jeg slog mig ned hos N-modulgruppen, som havde et meget stort modelanlæg stillet op. Mange medlemmer var mødt op for at være med til at reklamere for hobbyen, og togene tøffede konstant rundt på anlægget. Der var glade mennesker og mange gode diskussioner på standen, og der kom en hel del interesserede, selv om der godt måtte have været mange flere. De, der kom, fik forklaret modultanken, enkelte prøvede at køre med et tog, og der blev stillet mange spørgsmål.

jallahrup

Som sædvanlig er der travlt på Yallahrup station. Klikbart billede.

Da jeg på et tidspunkt kom forbi Felderbanens stand, så jeg i en montre denne her, en ægte dansk nyhed i skala-N:

lint1

Arriva Lint fra Felderbanen

Helle kunne fortælle, at Felderbanen havde produceret et lille oplag af en ægte, dansk Arriva Lint, både i digital og analog udgave på basis af Trix' tyske udgaver. De havde solgt godt, og dette var 2. produktion. De solgte også godt på messen.
Den kunne jeg naturligvis ikke stå for, så kort efter kørte et eksemplar rundt på N-modulanlægget, og den fik senere følgeskab af endnu en, da en af de andre i klubben også lige måtte…. Dejligt at se en ny dansk model i drift.

arriva2

Arriva passerer Yallahrup. Klikbart billede.

Der var en del snak om den ”spanske MZ” fra Hispatren, som mange havde glædet sig til, og der var mange ønsker om at få lokomotivet produceret. En enkelt kunne godt lige bruge ti styk. Men det gør det nok ikke.

På vej hjem talte jeg uden for hallen med to ældre herrer, Routhe og Albrecht, som stod og fik sig en smøg ("den eneste last, jeg har tilbage", som en af dem sagde), medens de mindedes gamle dage. De mente, at messen var god, selv om der ikke var så mange mennesker som sidst. De regnede med at komme igen næste gang. Det gør jeg også.

Hjemme igen fandt jeg en frisk mail fra Hispatren, som meddelte, at firmaet stadig er i live, og at man regner med at sende en opdateret udgave af den spanske 333 på gaden sidst på året. Den danske Mz er også på programmet, men først senere. Håbet lever altså endnu.

På gensyn i november – forhåbentlig med mange nye, danske N-modeller.

krydsning_i_Guldager

Og så nåede jeg lige dagens sidste krydsning i Guldager. Klikbart billede.