Udskriv

DMJU messe i Fredericia

Som flere tusind andre var jeg til DMJUs modelbanemesse i Fredericia lørdag den 22. november 2003.Og der var rigtig meget at se på.

Der var forhandlere, bogsælgere og klubber og anlæg i alt fra Skala-G over mange flotte H0-anlæg og TT  til skala-N.For computerfolkene var Railsoft på pletten med sit CTC styreprogram til modeljernbaner, og overfor kunne gæsterne på en stor stand prøve simulation hos Trainz-DK og lege lokomotivfører for en dag. Det hele kunne ses på storskærm og så spændende ud.

Heljan viste på sin stand de nyproducerede B-vogne (H0) sammen med bl.a. EG lokomotivet.

Togmodelle var også på messen. Som de fleste efterhånden må have hørt, har Togmodelle måtte opgive sit B-vogns projekt (i H0) som følge af vanskeligheder hos producenten Heris i Tyskland. John Olsen havde fået nogle få udstillingsvogne hjem, men det bliver også alt, hvad der kommer, idet projektet nu er annulleret.

PICT0007

Her er nogle af Togmodelles B-vogne, som altså allerede er rariteter.

På skala-N fronten var Togdillen på plads med en stor stand, og Lars Weidich var i godt humør. Der er gang i skala-N produktionen med køreklare modeller af Mo, Mz og Me. Bemærk "køreklare". Dillen laver nemlig ikke kun løse overdele, men sælger også færdige lokomotiver, også digitaliserede, og flere glade N-folk fik sig et lokomotiv med hjem.

PICT0012 

En Dillen-Me kunne ses i drift på Vejlefolkenes modulanlæg.

Desværre er MT-projektet endnu ikke færdigt. Lars forventer at kunne levere MT i løbet af foråret. Også Bn/Bns kommer til næste år. Til gengæld er der nu køreklare undervogne til dadelæskerne på lager.Tikøb havde sin ML-motovogn med og demonstrerede i øvrigt udfræsning af forskellige dele, bl.a. signalarme til vingesignaler. De må vel også kunne laves i skala-N.

Nfisk1 

Epokemodeller præsenterede fiskevognen fra Juelsminde Fisk. Vognen fås køreklar, men i et meget lille oplag på foreløbig 10 stk, så det gælder om at være hurtig, hvis man skal have et eksemplar. Vognen fås dog også i byggesæt bestående af umalet vognkasse og litrering, man må så selv skaffe/bygge en undervogn. Sjovt initiativ. Vi må håbe Per følger op med flere skala-N modeller.

Trinbrættet Vejle havde ikke nyheder med, men der var et godt udvalg med bla. Hims.

Jeg fik en snak med Viggo Falkenstrøm fra DWA for at høre, om der dog ikke snart kommer en N-vogn fra ham. Desværre er der ikke udsigt til noget foreløbig.

 PICT0003 

På Vejleforeningens modulanlæg viste Steen Thunberg sine flotte moduler med broen over Skjern Å og Terkesbøl station (se under "moduler"). "Naiiij, den overskæring har jeg holdt ved mange gange" erklærede en ældre mand begejstret, da han så Terkesbølmodulet.

PICT0011 

 Modulerne er endnu ret bare, næsten uden huse og bevoksning, men Steen arbejdede koncentreret det meste af dagen og fik bla. placeret ca 100 træer. Som Steen selv bemærkede, så syner de ikke af meget på de store moduler.

Der blev vist digital kørsel på modulerne med forskellige oprangeringer bl.a. epoke 3 tog i form af My og Mz med gods og et meget flot damptrukket persontog, bygget af Michael Rasmussen.

 PICT0023x

Publikumsmagneten var dog et meget langt først Me- og siden Mytrukket godstog med ca 30 vekselladvogne. Det så rigtig godt ud.

Mange besøgende, også garvede H0-folk, udtrykte stor undren og anerkendelse over de små maskiners trækkraft og stabilitet. Og det gik faktisk let på skinnerne som er Peco code 55. Det hele er digitalt og styres med Roco lokmus. Nemt, når man lige husker at det er bedst med een ad gangen på hvert tog. Der var et par ulykker undervejs, godt at Banestyrelsen ikke var der...

Efter en lang dag og med trætte ben kunne jeg og de mange andre gæster så drage hjemad med alt det, vi havde fået fingrene i, bl.a. - for mit vedkommende - delene til et modul, så jeg kan være med på holdet inden alt for længe.

Næste år er udstillingen i Valby den 28. - 29. august. Sæt allerede nu kryds i kalenderen.