Udskriv

Digitalisering af ROCO BR290

Af Lars Egeberg Hansen.

Den tyske rangermaskine BR290 fra ROCO er en lille velkørende sag. Lokomotivet har en god trækkraft og en evne til at køre meget jævnt ved meget lave hastigheder. Det er meget spændende, om digitalisering af maskinen vil gøre den endnu bedre.

PICT0051x

Start med afmontere plastikenderne med pufferne og rækværket. Vær forsigtig, da det er spinkle grejer vi har med at gøre.

Herefter kan hele den øverste del af lokomotivet løftes fri.

Denne del er støbt metal og størstedelen af maskinens vægt. Det betyder samtidig, at der ikke er plads til en dekoder andet sted end i førerhuset oven på det eksisterende print.

På printet samles fire ledninger, 2 fra hver bogie, 1 til højre og en til venstre strømoptag. Printet er monteret med en skrue, som har kontakt til metalrammen, som igen har forbindelse til motorens ene terminal. Den anden terminal er forbundet med en lille nitte på undersiden af printet.

PICT0050x

Jeg har igen valgt en Lenz GOLD mini dekoder, da den er så lille, at den må der da være plads til. Der er desværre ikke noget lys på ROCO lokomotivet, så de tre ledninger blå, gul og hvid afloddes.

PICT0054x

Da jeg ikke ønsker, at rammen skal være leder til den ene motorterminal, vælger jeg at isolere med et stykke tape i bunden (den lille grå firkant) og lodde en tynd ledning på motorens ene kulholder.

PICT0055x

Motoren monteres, printet monteres og den nye ledning til motoren loddes på printet på den printbane, som har forbindelse til monteringsskruen.

De 3 små komponenter afmonteres og printbanen mellem monteringsskruen og den nye lednings loddepunkt skæres/fræses over. Nu kan overdelen minus førerhuset igen monteres.

Vi er nu klar til montering af dekoderen og det kan anbefales at prøvemontere den, inden ledningerne tilpasses.

Ledningerne monteres efter følgende opskrift:
Rød - strømoptag i højre side ifht.kørselsretningen.
Sort - strømoptag i venstre side ifht. kørselsretningen.
Orange - højre motor-terminal ifht. kørselsretningen.
Grå - venstre motor-terminal ifht. kørselsretningen.

Efter en succesfuld prøvetur tilpasses ledningerne og husk på, der er ikke meget plads i dette lokomotiv.

PICT0056x

Inden dekoderen vippes på plads, lægges der et stykke isoleringstape mellem det gamle print og dekoderen. Nu er det så blot at montere førerhuset. Dette kunne ikke lade sig gøre, så jeg måtte fjerne afstivningen mellem de to sideruder og lime dem fast.

PICT0060x

Lokomotivet er nu ude at rangere igen, og fornøjelsen er blevet endnu større.