Udskriv

Steen Thunberg & Michael Rasmussen

Cam5

Den lille F-maskine fra Arnold har længe ligget i kassen og ventet på at der var mulighed for at blive digitaliseret.

Efter kontakt med Michael Rasmussen, Vejle fandt jeg ud af at det ikke var umuligt. Det krævede "bare" noget mod til at fræse i overdelen, med fare for at ødelægge den. Den lille dekoder 73500 fra Uhlenbrock kunne netop ligge i kedlen, helt ude foran snekken på motoraksen.

Så en grå december-dag var tiden (og modet) kommet til at gå i gang.

For at digitalisere F-maskinen skal der bruges:

  1. Uhlenbrock dekoder 73500
  2. spids loddekolbe
  3. lille fræser. fx Proxxon
  4. varmebestandigt tape

Først adskilles maskinen forsigtigt ved at dreje skorstenen af.

Hvis overdelen ikke løsner sig af sig selv hjælper det lidt at lirke lidt på motoren igennem det ene førervindue med fx en lille skruetrækker.

Motoren og underdelen skilles også og lægges langt væk.Der nu gøres klar til at fræse i metaloverdelen.

I overdelen fræses der plads til en dekoder ved at fræse området hvor snekken sidder, længere op imod skorstenen.

Samtidigt fræses lidt mere i dybden, i alt 9-9½ mm. Ved at føre fræseren modsat omdrejningsretningen rundt opnås en god kontrol af fræsningen. Ellers har boret en tendens til at smutte.

F-01x

Når der er ½ mm tilbage hen til hullet hvor skruen/skorstenen sidder, er der plads til en dekoder af typen Uhlenbrock 73500. Kontroller ved at lægge motoren på plads i overdelen og mål efter med en skydelære eller med dekoderen. Vær omhyggelig med at få fjernet al metallet fra fræsningen.

Når dekoderen kan ligge foran snekken uden at ledningerne berøres, fores hullet hvor dekoderen skal sidde med noget varmebestandig tape, for ikke at dekoderen kan kortsluttes via overdelen. Tapen skal kun sidde hvor dekoderen skal være og ikke i for tæt på snekken. Så er overdelen færdig.

Nu er turen kommet til underdelen.

Her afkortes strømoptaget der føder motoren med strøm, så der kun er ca 4-5 mm tilbage på oversiden af underdelen. Det resterende af strømoptaget kan eventuelt fastgøres yderligere med en smule sekund-lim.

Inden vi går i gang med at lodde, fjernes dekoderens ledninger til lys, da der ikke er mulighed for lys på F-maskinen. Dekoderen har nu kun ledninger til motor og til strømoptaget, altså farverne grå, orange, rød og sort.

ledning1

Dekoderen skal stå lodret umiddelbart foran snekken, så det er vigtigt at ledningerne har den korrekte længde. Er de for korte vil de trække dekoderen hen imod snekken. Dekoderen placeres umiddelbart foran snekken og ledningernes længde afmåles. Husk ledningerne skal være godt fri af snekken.

F-02x

Den grå ledning loddes på venstre side af motoren, direkte hvor strømoptaget tidligere overførte strømmen. Den orange ledning tilsvarende på den højre side. Kontroller at dekoder og motor ligger ordentlig i overdelen.

Den røde og den sorte ledning tilpasses i længden således at de kan fastloddes på strømoptagene på hver side af underdelen.

 Husk at placere dekoderen lodret foran snekken, når længden på ledningerne afmåles.

Nu loddes den røde og den sorte på strømoptagene. Sort til venstre, rød til højre. Igen kontrolleres at dekoderen er lodret, samt at overdelen kan lægges rigtigt ned over dekoderen.

F1

Når over- og underdel kan samles uden vold, placeres der under dekoderen et lille stykke tape for at forhindre kortslutning.

Overdelen samles igen ved at sætte de to tappe i bagenden af underdelen fast i overdelens huller. Herefter kan fronten forsigtigt skubbes sammen. Til sidst skrues skorstenen atter fast.

F-03x

Herefter er der kun teste den på anlægget inden den er klar til indsættelse i driften.

Efter en periode hvor F-maskinen er blevet motioneret, er det en god ide at skille modellen ad, og checke om snekken har "gnavet" på ledningerne.