Udskriv

 

Så var der igen Hobbymesse i Valbyhallen, så jeg måtte lige forbi.

Turen med toget (afgang 6.48) blev klaret ret billigt med orange billetter til monkey-class, og efter en tur med den lokale Bumle-melorm (hedder det "Hansadåser" i Østdanmark?) fra Esbjerg til Fredericia med "skønsang" og diverse vitser fra fire unge, let overrislede piger, som var på vej hjem efter en lang fredag aften "i byen", kunne jeg tage plads i toget til København.

Nu var det jo billigbilletter, så jeg havde plads i et IR-4 sæt, hvor sæderækkerne står endog meget tæt, så det var ikke voldsomt komfortabelt. Pigen ved siden af var meget sød, men gad ikke snakke.

Vel ankommen (rettidigt) til Hovedbanegården skulle jeg med S-tog det sidste stykke. Det er ok, at de skifter sporene på hovedbanegården, og at S-togene for tiden kører fra en anden perron end den, der står på køreplanerne, men hvorfor skal skiltet om perronændring stå helt oppe på perronen (den forkerte) "Æv bæv toget kører i dag fra perronen ved siden af - Kigger du til venstre kan du netop se det afgå…"...

Nå, jeg nåede frem til Ny Ellebjerg Station og til fods de sidste meter til Valbyhallen, hvor messen var.

Det kostede "kun" 75 kr. at komme ind - en tier mere end sidste gang og prisen er i overkanten, en flad halvtredser burde være nok.

Konceptet var det samme som de andre gange og det var udstillerne også - sådan da, for der var denne gang lidt længere mellem standene og lidt bedre plads.

Messen er ikke kun modeltog, men også anden hobby. Konceptet er et fornuftigt mix mellem forretninger, klubber og private boder/stande, men denne gang var der ikke så mange forretninger som tidligere, og der var også flere klubber, som var blevet væk.

Kradser krisen lidt i branchen?

IMG_6250x

Der var frimærker, lastbiler, bøger, fly, skibe, soldater, cowboys, indianere, Lego, minirace, traktorer, diverse hobbyartikler og så var der det, jeg primært kom efter - modeltog.

IMG_6309x

Heljan, Hobbytrade, Togmodelle, Epoke Modeller, flere forretninger - både nyt og brugt - og så en del modulanlæg i Spor 1, LGB, H0 og skala N.

 

IMG_6264x

Peder Paars

 IMG_6268x

Trekroner

Der var nogle flotte færger i H0 fra "Modellerne - Kalundborg".

Forretningernes stande var præget af "Messetilbud", og H0 fans kunne få masser af (danske) lokomotiver og vogne ganske billigt. Litra EG, Pr, My, Mx osv. til under en tusse var ikke noget særsyn og "tre vogne for kun…" var der også meget af. Der sælges nok ud af lageret mange steder for at klare likviditeten.

Arrangøren fyldte meget i hallen med store stande for hele koncernen - Togdillen, Hobbydillen og Dansk Hobby, og også her var der mange virkelig gode tilbud.

IMG_6254x

Jeg spurgte Lars Weidich, om der var lidt stilstand i branchen, og om der var mindre at se og lidt mere stille på messen end tidligere, men Lars fortalte, at besøgstallet var tilfredsstillende (der så også ud til at være mange mennesker) og at der nok manglede nogen af de udstillere, der plejede at være der, men at han ikke følte, at der var tilbagegang.

IMG_6315x

Jeg fik en god snak med indehaveren af Teknikken.dk, som ligger ved Søllested Station på Lolland. Forretningen sælger modeltog (selvfølgelig), men også alt muligt andet hobbyudstyr, og standen bestod denne gang især af Proxxon værktøj i alle afskygninger. Det var sjovt og interessant at have forretning, sagde ejeren, men det var ikke den vej, man skulle gå, hvis man absolut ville være rig.

Helle Møller Holm fra Felderbanen, som kom forbi N-modulstanden, medens jeg sad der (se senere), fortalte, at det ikke er "bare lige" at tage på messe. Der er et kæmpearbejde med at udvælge varer, pakke lastbilen, pakke ud, stille op, pakke ned, køre hjem og pakke ud igen, samtidig med, at den hjemlige butik er lukket i flere dage. Så det er ikke kun selve salget på messen, som er afgørende, selv om det naturligvis vejer tungt, men også den direkte kontakt til kunderne, dels for at få nye kontakter, dels for at høre hvad der rør sig.

En ny messedeltager var Randers-firmaet IM Hobby, som bl.a. laver specialfremstillede vogne i Märklin. Et lille familieforetagende, som har fundet en niche. Der var ikke trængsel ved standen hele tiden, men det gik vist nogenlunde.

Epoke Modeller havde gang i salget af skinnebusser og de mange ætsede smådele - jeg fik lige hilst på Per, men nåede ikke en "snak", han havde for travlt med kunder. Der var godt besøgt på standen.

Nå, men det er handler jo om skala N.

Der var masser af ting i denne skala rundt omkring, mestendels ting vi kender i forvejen, men der var nyheder.

 

IMG_6274x

Togdillen viste sit store sortiment af egne produkter.

IMG_6244x

Tog & Tekno, som nu om dage hovedsageligt (kun) gør det i H0, havde en serie træer på 55 mm, som passer til N. De var ikke dyre, så her er mulighed for at få lidt pynt på anlægget uden at blive ruineret.

IMG_6301x

Fint nok, men den store og gode nyhed var S-toget fra Togdillen. Ja, ja - denne nyhed har været nævnt i mine messerapporter flere gange, men nu er den her, i hvert fald som prøvestøbning.

IMG_6302x

S-toget kommer både i H0 og N, fortalte Lars Weidich. Lars har nu mulighed for at lave ting i H0 og samtidig skalere nøjagtigt ned i skala N, og det betyder, at der kan komme flere modeller i N, og at de bliver mere nøjagtige og bedre udført.

Støbeformene og støbningen af modellerne laves i Danmark, medens samling, bemaling og litrering af modellerne skal foregå i Kina.

S-toget kommer til næste sommer som færdig model som et trevogns sæt bestående af motorvogn, mellemvogn og styrevogn lige til at sætte på skinnerne. Det glæder vi os til. Selv om S-toget er et københavnerfænomen, bliver der nok plads til det på mit anlæg.

Og så var der jo N-modulgruppen, som også denne gang stillede op med et stort modulanlæg, hvor togene kørte frem og tilbage - lange tog og tæt toggang.

 

IMG_6305x

Her er en flot "englænderbro" på et af modulerne.

Jeg tilbragte en del tid på standen - man er vel medlem - og kørte først med nogle tog, inden jeg blev sat til at passe stationen i Yallahrup Havneby, noget af et arbejde, eftersom stationen lå på en enkeltsporet strækning, så der skulle "lirkes" en del, når toggangen skal afvikles.

 

IMG_6314x

Yallahrup Havneby i myldretiden.

Det var hektisk i perioder, og der var desværre enkelte "episoder", som nok havde nået aviserne (og en "ekstra Tv-avis") hvis de var foregået i det virkelige liv. Nå, alle overlevede, så vidt jeg kunne konstatere.

Standen var godt besøgt og der var mange spørgsmål og kommentarer.

Ikke alle føler, at skala N er det rigtige. Flere bedstefædre, som havde poderne med på messe, trodsede mine rosende overtalelsesforsøg til støtte for vores skala, og foreslog, at børnene skulle have "Märklin for det er da til at se og røre ved - det der er for småt".

Der er dog heldigvis stor interesse for medlemskab, foreningen har nået medlem nr. 40, og der var flere medlemsemner forbi standen på messen.

N-modulgruppen tager meget gerne imod besøgende og interesserede, når der er messe og udstilling. Var det ikke muligt at komme forbi Valby, er der snart en ny chance, da foreningen stiller op til 4. European N-scale Convention Modellbau Süd i Stuttgart 12. - 15. november. Det er nok lidt længere væk, men der bliver MEGET mere skala N at se på.

Nå, klokken 17 meddelte Lars Weidich, at nu var det slut for i dag, så jeg drog hjemad, først med S-toget og derefter med IC til Esbjerg i selskab med præsten og menighedsrådet fra Kvaglund og så en katolsk pater fra det konkurrerende firma. Her gik det mere stille for sig end med pigerne i morgentoget…

Der er hobbymesse igen i 2010.